Skyerne ligger under mig som et landskab af hvid candyfloss. Nogle steder afbrydes det hvide af noget, der ligner et blåt hav. Jeg befinder mig over skyerne, hvor himlen altid er blå. Jorden er så langt væk, at det føles som en anden verden.
Det himmelske landskab er så smukt, at jeg får lyst til at blive her lidt længere end de to timer, flyveturen varer. Så snart jeg har overvundet frygten for enten at falde ned fra himlen, eller at den mørkhårede mand ved siden af mig har præsteret at smugle en bombe igennem sikkerhedstjekket, er der ingenting, der er værd at bekymre sig om her. Jeg ønsker kun at tage den evigt blå himmel med ned på den spraglede jord.
Skyerne er forvandlet til en hvid masse uden spor af candyfloss. Linien mellem det hvide og den blå himmel er skarpt trukket op. Med en udsigt, der udelukkende er blå og hvid, synes livet pludselig mere simpelt. Hvis Gud bor i himlen, må hans verdensbillede utvivlsomt være lysere end mit, hvis han ser alting igennem et hvidt lag.
Højden falder. Gennem skyerne ses en mosaik af grønne og brune felter. Et puslespil, der tilsyneladende er gået op. Jeg mærker det sug, det giver i maven, når man stiger ned fra højderne. En blanding af angstprovokation og en spænding efter at se, om jeg stadig kan huske, hvordan man står oprejst, når man har fast grund under fødderne. Jeg forsøger med øjnene at tage en lille bid af himlen med mig, idet vi dykker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar