Jeg har formindsket mit nøglebundt i dag ved at aflevere nøglerne til min gamle lejlighed. Der er noget rart ved at slippe af med nøgler til noget, som hører fortiden til. Noget, som ikke længere er min bekymring.
Lejligheden var rungende tom, da jeg drejede nøglen for sidste gang. Den råbte ligesom efter, at en ny lejer vil flytte ind. Først skal nogle håndværkere dog slette sporene efter mig. Når væggen er malet, vil det ikke kunne ses, hvor mine familiebilleder har hængt. Når gulvet er slebet, vil det ikke kunne ses, hvor jeg har sat mine fødder. Det eneste, der vil være tilbage af samhørigheden mellem mig og lejligheden, findes i minderne. Dem tager jeg med mig.
Jeg er sammen med mine minder flyttet til et nyt hus. De private kvadratmeter er faldet fra 63 til 8 i antal. Jeg har givet afkald på en mængde materielle ting. Til gengæld har jeg fundet noget i mit nye hjem, som jeg ikke havde i det gamle: mennesker. Mennesker, som man kan have en relation til. Mennesker, som jeg ikke kun skal dele kvadratmeter med, men også hjerterum.
Jeg har fået nøgle til et nyt hjem. Der er noget rart ved at få en nøgle til noget, som hører fremtiden til. Noget, som nu skal være mit fristed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar