Vi mases ufrivilligt sammen i den efterhånden tætpakkede bus. Alle indtager vi "jeg ser ikke på nogen - jeg stirrer bare ud i luften"-attituden. De, der kommer først, er så heldige at få et et-mands-sæde. Det giver så lidt kropskontakt som muligt. De uheldige må sidde på et dobbeltsæde, hvor man vender ansigtet mod en anden person. Her er det endnu mere nødvendigt at have trænet førnævnte attitude. Hvis man pludselig kommer til at få øjenkontakt med et andet menneske i bussen, skal man skynde sig at kigge væk, så den anden ikke registrerer, at man helt uforsvarligt kom til at se på ham.
Med tomme blikke og tillukkede munde transporteres vi, siddende på anonymitetens hovedsæde. En sort mand med store hænder og et bredt smil kommer ind. Idet han sætter sig ved siden af en ung kvinde, kommer han ved et uheld til at strejfe hende lidt mere, end det passer sig i dette rum. Han siger undskyld, mens han forsigtigt og hurtigt lægger hånden på hendes ben. Hun trækker sig om muligt længere væk, siger ingenting, men skynder sig at kigge ud ad vinduet.
Sammen og hver for sig bæres vi for en kort bemærkning i samme retning, hvorefter vi spredes ud - til hver vores liv og hver vores nærmeste, som vi forhåbentlig tør se i øjnene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar