mandag den 13. september 2010

Om edderkopper, geder og bortkørende tog

Der sad en kæmpe-edderkop i min brusekabine i morges. Jeg følte mig midt i min skrækslagenhed nødsaget til at bruge to meter køkkenrulle til at fjerne den med. Jeg kiggede en ekstra gang, da edderkoppen blev skyllet ud i toilettet, for at sikre mig, at den nu også var væk.

Uden for vinduet på min arbejdsplads går der geder og græsser. Da jeg mødte i morges, var samtlige geder blevet pyntet med smileyfaces, påmalet med lyserød spraymaling. Gederne tog ingen notits af det. Jeg kiggede en ekstra gang og tænkte på, om gederne i morgen vil overraske mig ved at hilse med et godmorgen.

Da jeg skulle hjem i eftermiddags, kom jeg et halvt minut for sent til toget. Jeg kiggede en ekstra gang efter toget, da det kørte væk, og ventede pænt på, at bommen skulle gå op, så jeg i stedet kunne nå hen til bussen.

De kloge siger, at livet ikke bare handler om, hvordan man har det, men hvordan man ta'r det. Mens jeg udrydder edderkopper, smiler ad geder og kigger skuffet efter bortkørende tog, strammer jeg min rygsæk og fortsætter fløjtende ud ad landevejen.

Ingen kommentarer: