Balancerende på kanten mellem mismod og håb
synger jeg i en toneart,
der hverken kan defineres som dur eller mol.
Der, hvor liljernes duft
forandres fra sød til kvalmende,
og det tændte stearinlys
ændrer karakter fra hyggespreder til brandfare,
hører jeg strengene springe på den guitar,
som akkompagnerer min sang.
Manglen på lys får mig til at snuble,
og jeg mærker det hårde gulv ramme mig.
Halvt bevidstløs rejser jeg mig
og begynder at vaske de beskidte vinduer,
der hindrer dagslyset i at trænge ind.
Udenfor er der overskyet.
Men den grå skymasse bevæger sig langsomt mod syd
og efterlader en forventning om,
at den blå himmel snart bliver synlig igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar