Der fortælles i en tibetansk buddhistisk historie om to munke, der møder hinanden. For nogle år siden kom de begge to ud af fængslet, hvor de var blevet tortureret af deres fangevogtere.
”Har du tilgivet dem?”, spørger den ene munk.
”Jeg tilgiver dem aldrig! Aldrig!”, svarer den anden.
”Jamen så tror jeg, at de stadig holder dig fanget, gør de ikke?”, spørger den første munk.
At blive såret af et andet menneske gør ondt. Men at holde såret åbent, efter den anden er væk, er endnu værre.
Når vi er blevet såret, har vi oftest lyst til at gøre gengæld og lade personen, der har forbrudt sig imod os mærke en tilsvarende smerte. Det er imidlertid i denne situation, vi er nødt til at standse op og spørge os selv, om hævn (også bare i tanken) forandrer noget som helst til det bedre...
Vreden mod den anden er opslidende. Hvis vi ønsker at slippe af med vores vrede, er fremgangsmåden ikke den umiddelbart mest logiske. Vores eneste løsning er tilgivelse!
Tilgivelse er at give slip på den vrede, der binder os til det menneske, der har såret os. Somme tider oplever vi måske ikke en umiddelbar motivation til at tilgive. Den, der har såret os, fortryder måske ikke noget. Han indrømmer ikke nødvendigvis, at han har gjort noget forkert. Selv hvis vi ikke møder det andet menneske igen, er tilgivelsen dog absolut nødvendig for, at vi selv kan leve videre.
En vigtig motivationsfaktor til at tilgive kan opstå, når vi finder ud af, at så længe vi ikke tilgiver, lader vi i en vis forstand det andet menneske have magten over os, også selvom han for længst er ude af vores liv. Det er nemlig pga. manglende tilgivelse, at vi kan ligge vågen om natten og mærke vreden være ved at æde os op. Så længe vi ikke tilgiver, er vi stadig bundet til det menneske, der har såret os. Kun ved at tilgive kan vi befri os selv.
Tilgivelse er først og fremmest et valg. Men det er også en proces. Et skridt på vejen til at tilgive kan være at opnå en form for forståelse af, hvorfor det andet menneske handlede, som han gjorde. Om ikke andet så en forståelse af, at nogle gange gør mennesker ting, fordi de ikke ved bedre.
Hver gang et menneske tilgiver, er det et lille mirakel. Et menneske opgiver da vrede og bitterhed og giver sig selv plads til at leve livet. Det har positive konsekvenser! Ikke kun for personen selv, men også for menneskene omkring.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar