Vi befinder os på Danmarks største campingplads, Gammelbro Camping. Strandteltets indgang findes fem meter fra det sted, hvor Lillebælt møder stranden. Månens lys leger i det mørke vand, og den skyfri himmel åbenbarer så mange stjerner, at det menneskelige øje må opgive at tælle dem.
Inde i teltet er der sat kaffe frem på de små træborde, og unge mennesker fylder teltet op med summen og latter. Indimellem kan man finde personer med navneskilte på. De forsøger i særlig grad at være imødekommende. Blandt dem, der ikke bærer navneskilt, finder man flere, som har været i strandteltet flere år i træk. De vender tilbage til det, de kalder Jesusteltet, fordi de synes, her er en hyggelig stemning, og at det er spændende at møde de kristne unge, som på flere punkter lever så radikalt anderledes end dem selv.
I teltet møder vi pigen, som er vokset op i en familie, der burde være forbudt for børn. Hun har indimellem tænkt på, om der findes en Gud. Hun har også forsøgt at bede til ham et par gange, hvor hun har været allerlængst ude. Men hun fik intet svar og har derfor konkluderet, at Gud ikke er til.
Vi møder også den unge mand med det tågede blik. For ham gør livet så ondt, at han forsøger at dæmpe smerten med stoffer, der nærmest ikke kan blive hårde nok. Han er vanskelig at føre en samtale med. Men vi lytter til ham og håber på, at det gør et indtryk, når han her kan møde mennesker, der ikke bare viser ham ryggen, men låner ham både øjne og ører.
Omkring klokken to begynder teltet langsomt at tømmes. De unge forsvinder ud i natten til lyden af stille bølgeskvulp. Nogle har fået lidt mere liv i øjnene, end de havde, da de kom. Øjnene afspejler et håb om, at der findes en virkelighed, der er større end den, de umiddelbart ser. Håbet lever.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar