At køre i ring

I går eftermiddags deltog jeg i et cykelsponsorløb på Århus Cykelbane. På denne måde skulle jeg samle penge ind til Kristen Lokalradio. Sammen med 12 mænd og 2 kvinder knoklede jeg af sted på min tunge, røde damecykel med cykelkurv monteret foran styret. Jeg formoder, at cykelbanen sjældent er blevet becyklet af sådan et køretøj.

Da jeg inden løbet fik udleveret nummer 13, glædede jeg mig over, at det i det mindste ikke var fredag. Ikke bare nummeret var imod mig. Også vinden havde bestemt sig for at være imod. På en vis procentdel af den 333 meter lange bane kæmpede vi imod den stride vind. Min cykel har haft en vedvarende raslelyd i et godt stykke tid, men jeg havde ikke nået at komme til cykelhandleren med den. Jeg tænkte, at hvis bare cyklen ville vente med at falde fra hinanden, indtil løbet var kørt, skulle det nok gå alt sammen.

Tempomæssigt passede jeg ikke helt sammen med nogen af de andre ryttere, så jeg kørte et sololøb stort set hele tiden. Til trods for diverse forhindringer fik jeg dog kørt 82 omgange på den time, løbet varede. Lettest gik det naturligvis, når jeg kørte på den langside, hvor jeg havde vinden i ryggen. Ved den samme langside sad der en flok tilskuere og heppede med navns nævnelse, hver gang jeg passerede.

Når man sådan kører i ring, har man god tid til at fundere over livet på godt og ondt. Og hvad er mere nærliggende end at sammenligne banecykling med livet og dets mange sving? Indimellem dukker modvinden op. Når det sker, kan man fristes til at vende rundt og cykle den modsatte vej. Men hvis man prøver på det, gør man sig selv en bjørnetjeneste, for så dukker modvinden i stedet op på en anden strækning. Man ville dog næppe nå så langt, før man blev tromlet ned af en flok modkørende cykelryttere.

Til trods for jævnlig modvind og en mere eller mindre tung cykel, er man nødt til at cykle det bedste, man har lært, indtil klokken ringer, og løbet er slut. Det er her, de heppende tilskuere kommer ind i billedet. Opmuntringer har den effekt, at man faktisk kan overvinde den langside i modvind, der følger efter strækningen i medvind.

Forhåbentlig er livet ikke helt så ensformigt som banecykling, og forhåbentlig føles vores liv ikke, som om vi kører i ring. Når det gælder livets variation, håber jeg, at landevejscykling er en mere passende metafor!