Jeg tænkte, at jeg fint kunne nå at træne mig op til at løbe 10 km. Men da jeg nåede til lørdag, følte jeg mig bestemt ikke i topform. Et par ugers forkølelse havde taget toppen af energien, og jeg var stadig ikke kommet helt af med mit snot og hoste, da jeg mødte op på Århus travbane, hvor løbeturen skulle begynde og ende.
Sjældent har jeg set så mange kvinder samlet på ét sted! 6400 kvinder havde tilmeldt sig løbet, og her taler vi om kvinder i alle aldre og størrelser. Jeg så ikke ud til at være den kvinde, der havde de dårligste odds. Jeg var heller ikke nervøs for, om jeg kunne gennemføre. Men det faktum, at jeg ikke havde løbet særligt mange kilometer de sidste uger, gjorde, at jeg mentalt var forberedt på at skulle løbe i mål et godt stykke tid efter, at luften var lukket ud af den oppustelige målportal.
Jeg havde ikke nogen idé om, hvad jeg kunne forvente af mig selv, idet jeg endnu ikke er blevet en så dedikeret løber, at jeg omhyggeligt måler mine ruter og tager tid på løbeturene. Dog vidste jeg, at jeg aldrig før havde løbet så langt som 10 km.
Da det var vores tur til at blive sendt af sted, tog min veninde og jeg strategisk plads bagerst i feltet for at undgå at blive trampet ned af kvindehoben. Startskuddet lød på travbanen, og vi luntede af sted i langsomt trav. Min plan var ganske enkelt at undgå at sætte et for højt tempo. Jeg ville gerne slippe for at skulle gå de sidste 5 km.
Vi havde ikke løbet særligt mange meter, før jeg følte mig som en utrænet gammel travhest, der havde stået alt for længe i stalden. Men snart efter begyndte jeg langsomt at opdage fidusen i at deltage i sådan et motionsløb. Før jeg vidste af det, kom vi forbi et 1-kilometerflag, og jeg jublede over at have gennemført en tiendedel af løbet. Hermed var midlet til gennemførelse fundet.
Imens jeg jævnligt hostede og pudsede næse i mine medbragte papirlommetørklæder, gik det støt og roligt fremad. Jeg tænkte ikke så meget på målstregen, som jeg tænkte på at nå det næste kilometerflag. På den måde føltes turen slet ikke så lang. Jeg fik overskud til at nyde synet af skovbunden, der var dækket af anemoner, og lyden af hvin fra rutchebanen, da vi løb forbi Tivoli Friheden.
Hvert kilometerflag var et delmål på vej mod målet. Da min veninde og jeg nærmede os det endelige mål på travbanen, tog vi de sidste skridt med høje knæløft og et stort smil. Jeg jublede over at have gennemført mit første 10-kilometerløb på en tid, der lød på 65 minutter. Forsigtigt begyndte jeg at drømme om en dag at gennemføre et løb, der er over 4 gange så langt.
Jeg demonstrerer inden løbet, hvordan jeg planlægger at løbe over målstregen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar