Hvis dit liv var en film…

”Hvis dit liv var en film, gad du så selv se den?”
Et spørgsmål, der er populært at bruge som overskrift for foredrag om selvudvikling o.l. Samtidig et spørgsmål, der kan twistes på forskellige måder. Hvis hele vores liv skal ses som en film, kender vi af gode grunde ikke slutningen endnu. Vi kan ikke engang vide, om vi er nået til den dramaturgiske berettermodels ”point of no return”, eller om vi ligefrem er ovre klimaks.

Formentlig er der scener, vi ville ønske kunne tages om. Nogle steder ville vi helst have lov til at ændre markant i manuskriptet for så at spille det om igen. Andre steder er det måske bare små nuancer, der skal justeres, og vi ville spille den konkrete scene med f.eks. lidt ændret mimik. Faktum er bare, at selv små ændringer i spillefilmen i nogle tilfælde potentielt kunne føre til helt andre udfald og altså afgørende forandringer i vores films handling. Som i filmen Sliding Doors, hvor vi følger Helen i to parallelle universer: som hendes liv ville se ud, hvis hun nåede toget, og som det ville udarte sig, hvis hun omvendt ikke nåede toget. Hendes liv former sig ret forskelligt i de to tilfælde.

Det er dog også en realitet, at vi sjældent vil kunne vide, hvad de ændringer, vi kunne finde på at lave i filmen om os selv, ville føre til. At konsekvenserne i det lange løb ville være et mindre problemfyldt liv for hovedpersonen, er langt fra sikkert. Vigtigere er det at forholde sig til og acceptere den handling, der nu engang har fundet sted indtil nu. Vi kan alligevel ikke ændre på den med tilbagevirkende kraft.

Hvis jeg så min film (igen), ville jeg nogle steder helt automatisk krumme tæer over, hvor pinligt hovedpersonen opførte sig. Andre gange ville jeg nok kigge væk, fordi den var barskere, end jeg ville kunne holde ud at se på (vel især, hvis jeg netop vidste, at det var mig selv, jeg så). Filmen ville måske have mærkatet ”Ikke egnet for børn under 15 år”. Dels pga. filmens kompleksitet, dels pga. dens psykologisk barske scener.

Frem for at se filmen med mig selv i hovedrollen, ville jeg nok i virkeligheden finde det mere interessant at se mine medmenneskers film. Jeg ville se de mennesker, som er bipersoner i min film, spille hovedrollen i deres egne film. I disse film ville jeg selv spille en birolle, men synsvinklen skulle ligge hos hovedpersonen – gerne med en indre synsvinkel. Ved på den måde at se, hvad der har gjort disse mennesker til dem, de er, ville jeg måske komme til at forstå, hvorfor bipersonerne i min film handlede, som de gjorde.

Vi er medforfattere på vores medmenneskers filmmanuskripter. Somme tider kan vi komme til at skrive scener ind i andre menneskers film, som vi ville ønske, at vi aldrig havde skrevet. Forhåbentlig er der også mange scener, som vi kan være stolte over at have sat vores præg på. Måske har vi skrevet scener ind i andres film, som vil ændre handlingen på længere sigt. Sandsynligvis er der film, hvor vi endnu ikke ved, at vi vil komme til at spille en afgørende rolle. Hvor højt oppe i rulleteksterne vores navn skal nævnes, er vi selv med til at afgøre.