Huset ved siden af

Hvis du boede i huset ved siden af, og du var en hjemmegående husfar, der altid havde døren stående på klem – i tilfælde af at der skulle komme nogen forbi, der havde lyst til en snak over en kop kaffe… Hvis du sørgede for at gøre dig lidt bemærket – ved for eksempel at handle ind i Fakta, så man kunne få øje på dig på den anden side af køledisken, og du så sagde: ”Hey, det er længe siden, jeg har set noget til dig! Kom med mig hjem og få noget at spise. Du behøver ikke selv lave mad i aften.” – Da ville jeg afgjort være mere sammen med dig. Jeg ville komme ind til dig hver aften, og du ville høre, hvordan min dag havde været. Når jeg græd, ville du stryge tårerne væk med bagsiden af din hånd. Du ville ikke behøve sige noget. At jeg kunne få lov til at se dig i øjnene ville være nok. Du ville holde mig i hånden, indtil jeg fik kræfter til at tage vare på mig selv igen. Bagefter ville jeg gå hjem med visheden om, at der var én, der holdt af mig.

Gud, du må da kunne forstå, at meget ville være lettere, hvis du boede i huset ved siden af… Det forestiller jeg mig da i hvert fald.


Når jeg tænker over det – hvilken gud ville vi så have, hvis han var begrænset til at bo i huset ved siden af? Han ville føles mere nærværende og håndgribelig, men han ville afgjort ikke være særlig almægtig. Tanken er naturligvis helt absurd, og hvis han endelig boede i et hus på jorden, ville jeg nok foretrække, at han ikke lige var min nabo – når jeg tænker på al det rend, der ville blive uden for min dør…

Men tanken om, at det ville være rart, hvis man kunne se og snakke med Gud ansigt til ansigt – sådan helt bogstaveligt, er jeg nok ikke ene om. Da ville meget være lettere, forestiller vi os. Men spørgsmålet er, om det egentlig ville det. Tvivlen ville nok ikke forsvinde af den grund. Det er jo set før, at mennesker har levet tæt sammen med Gud – og alligevel har tvivlet på, om han nu virkelig var Gud.

Gud har nu engang valg at skjule sig. Og til trods for at vi ikke kan se ham, er han faktisk endnu mere nærværende, end hvis han boede i huset ved siden af. Så langt behøver vi ikke engang gå for at kunne tale med ham.


(første gang bragt i Århus KFS' blad Et Øjeblik, 2004)