mandag den 18. januar 2010

At betragte livet

At betragte livet med undren. Med humor. Med alvor. At betragte livet på alternative måder. At betragte livet med alle sanser. Med ligegyldighed. Med farvede briller. At betragte livet som en rejse. Som et teaterstykke. At betragte livet som noget, der foregår uden for mig. At betragte livet æstetisk. At betragte livet som meningsløst. Som en læringsproces. Som en lang række begivenheder, der er forudbestemte, og som jeg derfor ikke har indflydelse på. At betragte livet som en leg. Som én lang eksamen. At betragte livet som et talentshow, hvor der kun findes én vinder. At betragte livet som en drøm. Som problemfrit. Som en retssag. Som et resultat af valg, jeg selv har truffet og dermed udelukkende selv har ansvaret for. At betragte livet som en hønsegård. Som en nydelse. Som fiktion. At betragte livet i passende afstand. At betragte livet på kanten af en stol. At betragte livet som tragikomisk. At betragte livet som et spil ludo, hvor jeg gang på gang bliver slået hjem, når jeg næsten er i mål.


Livet er ikke kun til for at blive betragtet. Livet er til for at blive levet. Men indimellem er det sundt at trække sig lidt tilbage og bare give sig selv lov til at betragte livet.


Ingen kommentarer: