Om Pippi og selvtillid

På mit job i et kundecenter sidder vi på små "øer" - dvs. 4 skriveborde, der vender ind mod hinanden. Hver ø har en ø-ambassadør, som har til opgave at sørge for, at vi har det godt på øen. I fredags havde min ø-ambassadør lagt dette printede billede sammen med en lille pose slik og en "God weekend"-hilsen på hver vores skrivebord.

Citatet gik lige i hjertet på mig. Som barn var jeg helt vild med Pippi Langstrømpe, og jeg yndede at klæde mig ud som hende til fastelavn. Jeg var betaget af hendes eventyrlyst, fightervilje, selvtillid og mod. Jeg finder disse ting i mig selv, men ikke altid i samme grad, som jeg kunne ønske. 

Jeg ville ønske, at jeg oftere sagde det samme som Pippi: "Det har jeg aldrig prøvet, så det klarer jeg helt sikkert!". Det er jo den omvendte verden i forhold til, hvad mange af os ofte siger til os selv: "Det har jeg aldrig prøvet, så det klarer jeg helt sikkert ikke!".

Men der er en spændende logik over Pippis udsagn. Fordelen ved at blive bragt i situationer, som jeg aldrig har været i før, er jo, at jeg ikke har en stor fejlrate bag mig, som vidner om, at det er dømt til at gå galt, og dermed gør mig frygtsom. Så mit udgangspunkt kan jo lige så godt være, at det, jeg ikke har prøvet før, kan jeg godt finde ud af!

For tiden står jeg tit over for udfordringer, jeg aldrig har prøvet før - ikke mindst på mit nye arbejde. Her vil jeg øve mig i at sige som Pippi: "Det har jeg aldrig prøvet, så det klarer jeg helt sikkert!". Ofte havner jeg også i situationer, som er velkendte, og hvor jeg tidligere har fejlet. I de situationer vil jeg sige som Mika: "Du skal ikke glæde dig over mig, fjende, for jeg faldt, men rejser mig igen." (Mikas Bog 7,8).

Fodnoter fra en pilgrimsvandring

For et par uger siden vandrede jeg som moderne pilgrim på Hærvejen fra Padborg til Viborg. En smuk tur igennem det danske landskab! Ikke nær så befærdet som min Caminovandring i efteråret, men det gav mig blot endnu mere tid til stilhed og eftertanke, mens jeg vandrede. 

Jeg har på flere måder tolket de to uger på Hærvejen som en ørkenvandring, og min opmærksomhed blev fanget af flere skriftsteder, der taler om ørkenen. Ørkenen kan både være et sted, vi finder ro, et sted Gud taler til vores hjerte, et sted det er hårdt at være, et sted vi bliver prøvet, og et sted vi bliver udrustet til en kommende opgave eller tjeneste. Jeg tror, det alt sammen kan siges om min tid i ørkenen. 

Da jeg gik igennem en majsmark, mindede underlaget, 
jeg gik på, mildest talt om en ørken.

En af fællesnævnerne for oplevelserne på min Hærvejsvandring (eller ørkenvandring) handlede om at vokse i tillid til Gud. Jeg var ved at blive indhentet af naturens kræfter, da et tordenvejr halede ind på mig, mens jeg gik alene i en stor skov – langt fra et sted, jeg kunne søge ly. Tordenvejret kom så tæt på mig, at det forekom mig, at jorden rystede under mig. Den frygt, det skabte inden i mig, blev afløst af en større bevidsthed om, at Gud var hos mig og beskyttede mig. 

Frygten sneg sig i endnu højere grad ind på mig, da to store fritgående hunde stod på grusvejen 50 meter foran mig og gøede i vilden sky. Min frygt for store hunde fik mig til opsøge kvinden, der gik uden for det nærliggende hus, og hun (naboen til hundeejeren) gik de næste 70 meter på vejen sammen med mig, til jeg var et godt stykke forbi hundene. Kort efter var jeg udsat for det, der nok i virkeligheden var turens største livsfare for mig. En postbil med høj fart var pludselig på vej ud i rabatten, hvor jeg gik, og postdamen (som var i gang med at tage sin mobiltelefon op for at tale i den) var få meter foran mig, da hun opdagede, hvad hun havde gang i og fik drejet væk fra mig.

Gud beskyttede mig mod uheld, og min tillid til ham voksede, mens jeg gik. Vigtigst af alt talte han om sin kærlighed til mig, og dernæst prøvede han mig ved at sende mennesker på min vej, som det ikke faldt mig nemt at elske. Det er nemt nok at elske mennesker, som ligner os selv, men når vi møder mennesker, som har en social adfærd, der adskiller sig fra flertallets, kan det straks være mere udfordrende. 

Gud fortalte mig, at jeg bestod prøven.

Et vers, jeg kom hjem fra min pilgrimsvandring med – og som i længere tid har været vigtigt for mig – er dette: 

Hvem er hun, der kommer op fra ørkenen, lænet til sin elskede?

(Højsangen 8,5a)

Hvor vil jeg gerne, at andre kan sige det om mig! At det må lyse langt væk, at Jesus er min elskede, som jeg læner mig opad i alt – det vil sige, min tillid til ham er stor og dybfølt! Jesus var med mig i ørkenen, og ørkenvandringen gav mig endnu større tillid til ham, end jeg havde før.

Hobbitmod og hverdagens heltegerninger

Hobbitten 2 er aktuel i landets biografer. Jeg kan lide de store fortællinger om kampen imellem det onde og det gode. Og jeg kan lide fortællingen om den lille hobbit, der lever trygt i sit lille hobbithul, men halvvejs imod sin vilje sendes ud på et eventyr, der kalder hans store mod frem i ham.

Bilbos mod er måske ikke lige så åbenlyst og genkendeligt som hos Gandalf eller elverfolkene, når de bekriger orker og andre onde væsner. I begyndelsen af rejsen har han også kujonagtige træk, men han vokser i den grad med opgaven. Bilbo udviser stort mod, da han befinder sig ansigt til ansigt med Gollum i de mørke gange i Tågebjergene, og ikke mindst da han nærmer sig dragen Smaug alene i Det ensomme bjerg. Begge gange er han helt alene med opgaven, og han går faren i møde uden fuldt ud at vide, hvad han er oppe imod.

Generelt har Bilbo hjertet på rette sted. Idet han sparer Gollums liv, hvor han nemt kunne have taget det, efterlever han Gandalfs ord til ham tidligere:

True courage is about knowing not when to take a life, but when to spare one.

Det største i det mindste

Der er en del materiale med i filmene, som ikke findes i bogen, men blandt dette ”ekstramateriale” er der også meget godt at hente. Bl.a. scenen i Hobbitten 1, hvor Gandalf, i en privat samtale med Galadriel, bliver spurgt, hvorfor han har valgt at tage Bilbo med i rejsefølget (underforstået – det er ikke et åbenlyst logisk valg). Hertil svarer Gandalf:

"Saruman believes it is only great power that can hold evil in check, but that is not what I have found. I found it is the small everyday deeds of ordinary folk that keep the darkness at bay: small acts of kindness and love. Why Bilbo Baggins? Perhaps because I am afraid, and he gives me courage."  

Jeg ser to vigtige pointer i denne udtalelse:

1. Det er vores hverdags-heltegerninger, der holder mørket på afstand. Alle de små og større handlinger – motiveret af kærlighed! F.eks. kan det (med Gandalfs ord) kræve større mod at spare et liv end at tage et. Hvor ofte har vi ikke mest lyst til at give igen, når andre mennesker – bevidst eller ubevidst – sårer os med deres ord? Her kræver det mere mod af mig at ”spare den andens liv” ved hjælp af livgivende ord – end at gengælde ondt med ondt!

2. Gandalf sætter sin lid til dem, der syner mindst. Og det kan der være god grund til! Vi bør også øve os i at tro på os selv og andre og de gaver, Gud har givet os – frem for at vente på, at en eller anden tilsyneladende større magt på jorden vil løse vores problemer.

Må 2014 blive et år, hvor vi øver os i at holde mørket og det onde på afstand igennem den godhed og kærlighed, vi viser hinanden! Og med hobbitmod og hverdagens heltegerninger vil vi kunne se store ting ske – hvis vores øjne er åbne for det!

At være til stede her eller der?

Jeg elsker og hader den dag, jeg fik min første smartphone. Mange ting blev lettere! Jeg kan nemt og bekvemt købe min togbillet over telefonen frem for at stå i kø ved en automat på stationen. Og jeg, som kan være rigtig dårlig til at finde vej, har en GPS lige ved hånden, som hjælper mig til at finde vej i nye afkroge af Aarhus.

Det, jeg synes knapt så godt om, er den genstand for afhængighed, som min smartphone også er. Og i forlængelse af det – den måde smartphones påvirker vores samværsformer på!

For rigtig mange af os er de hyppigste grunde til, at vi hiver telefonen frem, Facebook eller sms-tjek. Jeg har en kæphest her! For vi er blevet så afhængige af den telefon, at vi også tilbringer en god del af tiden med skærmen foran øjnene, når vi fysisk er sammen med andre mennesker.

Hvorfor kan vi ikke lægge den telefon fra os, når vi er sammen med andre?

Jeg har to bud:

I min virtuelle verden har jeg kontrol
Jeg er ikke i tvivl om, at en stor del af grunden til, at vi ofte foretrækker det virtuelle samvær frem for det fysiske, handler om vores trang til kontrol. Relationer kan være en vanskelig størrelse, men i den virtuelle verden kan jeg i højere grad kontrollere samværet og samtalerne.

Online behøver jeg ikke vise følelser. Jeg kan skrive sjove kommentarer på Facebook, selv om jeg er ked af det, og ingen vil opdage, hvordan jeg i virkeligheden har det. Det kræver straks mere energi at skjule tristheden, hvis jeg åbner munden over for de mennesker, jeg er sammen med.

Hvis nogen skriver kommentarer til mine statusupdates på Facebook, som jeg ikke har lyst til skal blive stående, kan jeg slette kommentarerne. Men det kræver mere af mig at håndtere kommentarer og spørgsmål fra de mennesker, jeg fysisk er i rum med.

Den virtuelle verden – og særligt de sociale medier – understøtter altså vores trang til kontrol, men det sker ofte på bekostning af nærvær!

På sociale medier høster jeg anerkendelse
På Facebook iscenesætter jeg mig selv og høster anerkendelse. Selve mediet fungerer jo langt hen ad vejen som anerkendelse sat i system. Min trang til anerkendelse kan styre mig så meget, at hvis jeg har lavet en statusupdate, lige før jeg tager hen til en hyggelig aften med venner og bekendte, tjekker jeg jævnligt i løbet af aftenen, hvor mange ”likes” jeg har fået, eller om nogen har kommenteret… Eller jeg laver updates i løbet af aftenen, som jeg føler mig nødt til at sidde og følge op på...

Denne vane kan skyldes et usundt behov for anerkendelse hos mennesker. Men kan det også sige noget om, at vi ikke altid er gode nok til at give hinanden den berettigede anerkendelse i vores fysiske samvær med hinanden? Folk anerkender mere på skrift…?

Sluk telefonen
Smartphonen er udbredt og vil aldrig blive afskaffet igen. Men med risiko for at lyde som en sur gammel dame er jeg somme tider bekymret for, hvordan smartphonen påvirker vores sociale relationer. Og jeg er selv filtret ind i det… Er vi rigtigt til stede med dem, vi fysisk er sammen med – eller er halvdelen af vores opmærksomhed knyttet til telefonen i lommen eller i tasken?

Måske skulle vi en aften i fællesskabets tegn forsøge os med at slukke alle telefoner og lægge dem uden for døren – og så se, hvad det ville gøre ved vores fællesskab…?

Guds hænder

Dine hænder er så store, at jeg knapt nok kan se, at jeg er i dem. Kun langsomt begynder jeg at forstå, at det er dine hænder, der omslutter mig.

Linierne i hænderne er så store som mælkevejen. Hvis jeg skulle læse bare en lille del af fremtiden ud fra disse linier, skulle jeg gå uendeligt mange mil.

Dine hænder er grove, og jeg forstår, at du ikke har ligget på den lade side. Med disse hænder har du skabt mig. Med disse hænder har du formet mig. Med disse hænder beskærer du mig nu.

Mine egne små hænder er frosne, men jeg mærker varmen fra dine hænder langsomt tø mig op. Dine hænder bevæger sig. Bevæger mig. Du arbejder med dine hænder, dog uden at slippe mig.

 

Maleri: Helle Noer

Snetanker

Sneen daler ned som den mest fredfyldte beskæftigelse i verden. Snefnuggene falder som individer, men idet de rammer jorden, forenes de med deres søskende og smelter sammen.

Der hvor bilerne har kørt i den hvide sne, forandres sneen fra fint hvidt sæbepulver til en brunlig smattet masse. Vores spor er ikke altid en forskønnelse af skaberværket.

Jeg hilser høfligt på snemanden i en forhave, mens jeg forsigtigt balancerer på det glatte fortov. Hjemme tager jeg en håndfuld sne med ind for at kunne beundre sneens skønhed. Men den sarte skønhed forsvinder mellem fingrene på mig. Jeg overgiver mig til det rene skaberværk og går i stedet ud og laver engle i sneen.

Lyseffekter

Solen står skarpt ind igennem togvinduet, og jeg må et øjeblik knibe øjnene sammen. Jeg overvejer at trække det røde bomuldsgardin for, men indser, at det ville være en skam, da jeg så måtte gå glip af alt det smukke, jeg ellers kan se fra min vinduesplads. Og jeg ville formindske lysets chance for at gøre sin gavnlige virkning på mig.

Somme tider er lyset så skarpt, at vi kan fristes til at lukke af for det. Men ofte vil det netop være at gøre os selv en bjørnetjeneste. Der kan være områder af os selv, som vi ikke ønsker belyst. Lyset afslører mine dårligdomme. Lyset afslører mine svagheder. Men lyset helbreder også. Lyset jager mit mørke på flugt. Det gennemtrænger alt og påbegynder en langsom helingsproces.